søndag den 17. april 2011

Dét pisser mig af!

Jeg HADER falske folk. Jeg fatter ikke hvordan man kan leve med sig selv, når man lyver, bedrager, snyder, bagtaler, fører andre bag lyset og hjernevasker andre til at tro ubetinget på det man siger. Jeg siger ikke, at jeg er perfekt og aldrig lyver og snyder. Men jeg prøver altid at holde mig på dydens smalle sti. Og de mennesker jeg her snakker om er dem, der konsekvent er uærlige for at såre andre og få sin vilje. Jeg har for tiden en række tilfælde tæt inde på livet, som virkelig pisser mig af, undskyld sproget!

For nylig blev en bekendt slået ned, da han var i byen med sin kæreste og nogle venner. En ven af en ven havde hele aften pustet sig op og provokeret, men da han foreslog, at de gik ud og snakkede tingene sammen, troede min ven på ham. Man tror vel grundlæggende på det gode i folk, ikke? Men det var meget forkert i dette tilfælde, skulle det vise sig. Fyren havde nemlig samlet et par "gode" venner i gyden, som holdt offeret fast mens de mishandlede ham på det groveste med slag, spark og ved at brænde med cigaretter. Da offeret kom ind på politistationen, for at melde det måtte han sidde og vente i timer inden han kom ind til en betjent, der fuldstændig neglicerede hans skader (det var da absolut ikke nødvendigt, at tage på skadestuen for at få evalueret og efterset skaderne), samt mere eller mindre truede ham med, at han selv kunne ende med en plet på sin straffeattest, da han skulle have overvejet om han kunne flygte fra kampen.

HVAD FANDEN SKER DER FOR POLITIET????

Hvis der kommer en person ind og ligner hakket oksefars, så er det næppe fordi han havde overtaget i kampen! Hvis man bliver overfaldet af tre-fire personer, så er det første man gør nok ik lige, at sætte kampen på pause og lede efter flugtveje...

Og hvad sker der mon lige nu i sagen? Flere er afhørt, men intet er endnu sket. De fysiske skader er efterhånden helet, men hvad med de psykiske? Det er jo ikke lige til at lægge gips om sjælen eller sætte plaster på psyken...

Og mit næste "problem"...

Hvad FANDEN sker der for det skilsmisseforældre, der bruger deres børn som kasteskyts i kampen men den tidligere ægtefælle/samlever(ske)? Jeg er selv skilsmissebarn og har oplevet flere gange i min opvækst, hvordan jeg har skulle høre på udsagn om min mor udtalt af min far og omvendt. Tidlige minder om, hvordan min far har nevet mig til store blå mærker og spurgt mig om, jeg ikke syntes min mor var en heks osv. Ligeledes har min mor naturligvis udtalt ting om min far, som naturligvis (i min verden) har været sande set fra hendes synspunkt. Og det har udsagnene fra min far sikkert også været. Men der hvor filmen knækker i denne forbindelse er, når min far kalder sin voksne datter (mig) adfærdsvanskelig (i spøg muligvis) og siger, at han mener min mor og hendes del af familien har hjernevasket mig og min bror.

Jeg har faktisk mine egne minder om en utryg barndom i hans selskab. Jeg mindes hvad han har sagt og gjort og hvordan han har svigtet mig på forskellige måder. Det er ikke hjernevask, det er MINE OPLEVELSER!!! Og som voksen er forholdet ikke blevet bedre. Vi sås vel sidst for et år siden, hvor min far og hans kone proklamerede, at nu skulle der bestemt heller ikke gå lige så længe inden vi skulle ses igen... Ja, nu er der så gået et år, og min far siger, de få gange vi snakker sammen, at han da bestemt tænker på mig, men at vi jo aldrig har været så gode til at ses... Hmmm, er du sød at udtale dig ALENE på egne vegne, far? Du inviterede mig på besøg i august; sagde, at når du og konen kom hjem fra ferie, så ville I lige invitere mig ned på besøg... Ja, I er åbenbart stadig i Tyrkiet, for jeg har stadig ikke hørt fra jer.... Lige inden min fødselsdag talte vi sammen igen, og jeg fortalte, at jeg skulle holde to ugers ferie i april, så I kunne lige se om der ikke var en dag, I havde tid til at invitere mig på besøg... Imorgen slutter min ferie, og jeg har ikke hørt noget fra min far endnu... Til gengæld kan jeg høre fra min bror, at min far både har haft ringet til ham og at de har været sammen flere gange den seneste tid... Ja, og så spørger man sig selv, hvorfor jeg har følt mig svigtet af min far? Den sørgelige sandhed er nok, at bliver han skilt fra sin nuværende kone, så er chancen for, at vi ses blevet yderligere forringet. Hvorfor? Jeg stoler ikke på min far. Og jeg hader at bliver talt ned til og høre ham tale negativt om min mors familie, når vi ses og uden hans kones selskab ville risikoen for det her bare blive større. Min mors familie har ALTID været der for mig. Det er MEGET mere end, hvad man kan sige om min fars...

Det var dagens sure opstød... Jeg håber alle, der vidner falsk må få straffen tifold en skønne dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar