Dét pisser mig af!

Jeg HADER falske folk. Jeg fatter ikke hvordan man kan leve med sig selv, når man lyver, bedrager, snyder, bagtaler, fører andre bag lyset og hjernevasker andre til at tro ubetinget på det man siger. Jeg siger ikke, at jeg er perfekt og aldrig lyver og snyder. Men jeg prøver altid at holde mig på dydens smalle sti. Og de mennesker jeg her snakker om er dem, der konsekvent er uærlige for at såre andre og få sin vilje. Jeg har for tiden en række tilfælde tæt inde på livet, som virkelig pisser mig af, undskyld sproget!

For nylig blev en bekendt slået ned, da han var i byen med sin kæreste og nogle venner. En ven af en ven havde hele aften pustet sig op og provokeret, men da han foreslog, at de gik ud og snakkede tingene sammen, troede min ven på ham. Man tror vel grundlæggende på det gode i folk, ikke? Men det var meget forkert i dette tilfælde, skulle det vise sig. Fyren havde nemlig samlet et par "gode" venner i gyden, som holdt offeret fast mens de mishandlede ham på det groveste med slag, spark og ved at brænde med cigaretter. Da offeret kom ind på politistationen, for at melde det måtte han sidde og vente i timer inden han kom ind til en betjent, der fuldstændig neglicerede hans skader (det var da absolut ikke nødvendigt, at tage på skadestuen for at få evalueret og efterset skaderne), samt mere eller mindre truede ham med, at han selv kunne ende med en plet på sin straffeattest, da han skulle have overvejet om han kunne flygte fra kampen.

HVAD FANDEN SKER DER FOR POLITIET????

Hvis der kommer en person ind og ligner hakket oksefars, så er det næppe fordi han havde overtaget i kampen! Hvis man bliver overfaldet af tre-fire personer, så er det første man gør nok ik lige, at sætte kampen på pause og lede efter flugtveje...

Og hvad sker der mon lige nu i sagen? Flere er afhørt, men intet er endnu sket. De fysiske skader er efterhånden helet, men hvad med de psykiske? Det er jo ikke lige til at lægge gips om sjælen eller sætte plaster på psyken...

Og mit næste "problem"...

Hvad FANDEN sker der for det skilsmisseforældre, der bruger deres børn som kasteskyts i kampen men den tidligere ægtefælle/samlever(ske)? Jeg er selv skilsmissebarn og har oplevet flere gange i min opvækst, hvordan jeg har skulle høre på udsagn om min mor udtalt af min far og omvendt. Tidlige minder om, hvordan min far har nevet mig til store blå mærker og spurgt mig om, jeg ikke syntes min mor var en heks osv. Ligeledes har min mor naturligvis udtalt ting om min far, som naturligvis (i min verden) har været sande set fra hendes synspunkt. Og det har udsagnene fra min far sikkert også været. Men der hvor filmen knækker i denne forbindelse er, når min far kalder sin voksne datter (mig) adfærdsvanskelig (i spøg muligvis) og siger, at han mener min mor og hendes del af familien har hjernevasket mig og min bror.

HALLO!!!

Jeg har faktisk mine egne minder om en utryg barndom i hans selskab. Jeg mindes hvad han har sagt og gjort og hvordan han har svigtet mig på forskellige måder. Det er ikke hjernevask, det er MINE OPLEVELSER!!! Og som voksen er forholdet ikke blevet bedre. Vi sås vel sidst for et år siden, hvor min far og hans kone proklamerede, at nu skulle der bestemt heller ikke gå lige så længe inden vi skulle ses igen... Ja, nu er der så gået et år, og min far siger, de få gange vi snakker sammen, at han da bestemt tænker på mig, men at vi jo aldrig har været så gode til at ses... Hmmm, er du sød at udtale dig ALENE på egne vegne, far? Du inviterede mig på besøg i august; sagde, at når du og konen kom hjem fra ferie, så ville I lige invitere mig ned på besøg... Ja, I er åbenbart stadig i Tyrkiet, for jeg har stadig ikke hørt fra jer.... Lige inden min fødselsdag talte vi sammen igen, og jeg fortalte, at jeg skulle holde to ugers ferie i april, så I kunne lige se om der ikke var en dag, I havde tid til at invitere mig på besøg... Imorgen slutter min ferie, og jeg har ikke hørt noget fra min far endnu... Til gengæld kan jeg høre fra min bror, at min far både har haft ringet til ham og at de har været sammen flere gange den seneste tid... Ja, og så spørger man sig selv, hvorfor jeg har følt mig svigtet af min far? Den sørgelige sandhed er nok, at bliver han skilt fra sin nuværende kone, så er chancen for, at vi ses blevet yderligere forringet. Hvorfor? Jeg stoler ikke på min far. Og jeg hader at bliver talt ned til og høre ham tale negativt om min mors familie, når vi ses og uden hans kones selskab ville risikoen for det her bare blive større. Min mors familie har ALTID været der for mig. Det er MEGET mere end, hvad man kan sige om min fars...

Det var dagens sure opstød... Jeg håber alle, der vidner falsk må få straffen tifold en skønne dag!

Dagens spørgsmål

Er det farlig at læse kærlighedsromaner?

Tanken slog mig pludselig, da jeg lå god puttet ned under dynen med et ordentligt monster af en kærlighedsroman i poterne (4-i-1, special price for me! ;) ). For hvornår er det lige man møder ham der Marcus, eller hvad fyren i den aktuelle roman nu hedder??? Det er jo ikke sådan at jeg lige vupti! bliver væltet ned ad en trappe (vil jeg nu også helst være foruden!) af den underskønne, chippendales-lignende milliardær, som bare falder pladask for lille mig og min sarte skønhed (ja, som om!), gifter sig med mig for at redde mig fra min ondsindede fætter, der vil tage alt jeg ejer og har fra mig.

Nej, jeg bliver allerhøjst væltet omkuld af en fuld nordmand på et diskotek, mens han vifter med sit lyssværd og stopper penge ned i min kavalergang (sker faktisk forbavsende meget oftere end man lige skulle tro!). Og i den forbindelse overvejer jeg stadig om jeg skal tage den gavmilde nordmands tilnærmelser som et kompliment eller en fornærmelse (for prøvede manden ikke ligefrem at købe mig? Eller lignede jeg bare en, der kunne give en god lapdance den pågældende aften???)

Nej, jeg er sådan en kvinder, der møder mænd, der mere har brug for en mor end en kæreste/kone, mænd, der nedgør mit arbejde, mens han tror han kan charmere sig ind på mig og kalder mig prinsessen uden prins og kongerige, samt mænd, der ikke vil have noget seriøst forhold til mig,  lige indtil han opdager, at jeg så ikke er interesseret i ham længere, for så mener han pludselig, at han har eneretten til min gunst! KORS!!! Er det så måske så mærkelig, at jeg har brug for at drømme om den "perfekte" mand???

Nå, men tilbage til kærlighedsromanernes farlighed...

For er jeg, og de andre kvinder der køber og læser denne slags skønlitteratur, ved at grave vores egen romantiske grav, når vi stiler efter den perfekte, mørke fremmede? Eller er det simpel adspredelse? Jeg er ikke helt overbevist... For på den ene side, så synes jeg da, at det ville være optimalt, hvis jeg kunne finde den rigtige "prins på den hvide hest", men omvendt så havde jeg, da jeg mødte min nu ekskæreste, i MANGE år læst MANGE kærlighedsromaner og selv skrevet en hel del, og det forhindrede mig, da ikke i at falde for ham, trods alle de punkter, hvorpå han IKKE var perfekt. Jeg er heller ikke perfekt og bliver det aldrig. Men jeg tror på en balance. Så grunden til at jeg nu er kold og kritisk, når jeg møder nye bejlere, tror jeg ikke er mit forbrug af kærlighedsromaner, men et simpelt ønske om IKKE at falde i nogle af de samme fælder, som dengang med min første kæreste.

I AM A POWERFUL WOMAN, HEAR ME ROAR!!! ;)

Janteloven?

En tanke slog mig pludselig... Jeg har aldrig fulgt fast med i fx. Paradise Hotel, men har da, indrømmet, set et enkelt afsnit en gang i mellem. Til gengæld ynder jeg at se Amalies Verden, med Amalie, som er kendt fra netop Paradise Hotel. Og ja, jeg har da krummet tæer med alle andre over nogle, hmmm.... nej, flere af Amalies udsagn... Måske fordi jeg selv er sproglig student og, synes jeg selv, rimelig velformuleret. Det er meget underholdende at høre nogle af de nye formuleringer og fortolkninger af det danske sprog, som Amalie (og hendes mor for den sags skyld) kommer med. Men tanken, der pludselig slog mig var; hvorfor er det lige at snakken om Amalie og andre reality-kendte kan skabe sådan en vrede hos nogle mennesker? For hvad er det helt konkret Amalie og andre "realities" gør forkert? De stikker næsen lidt for langt frem! De gør opmærksom på sig selv, som mange af os andre ikke tør. Og det er forkert! Altså set ud fra jantelovens synspunkt. For de tror de er noget. Noget mere end  vi andre "dødelige". Det er jo ikke fordi det som sådan generer mig som person, at Amalie har misforstået nogle ord og talemåder. Det er fordi hun er blevet kendt for at være kendt, og på den baggrund får en masse ting forærende, som jeg ikke får. Og hvorfor er det så forkert? Det sker jo også for alle de andre reality-stjerner, så jeg kan jo bare melde mig til Singleliv eller noget, så kan eg også få MINE "15 minutes of fame". Men det gør jeg ikke. For jeg tør ikke. Er jeg så i virkeligheden bare misundelig på Amalie?

Jeg kan ikke umiddelbart se, hvorfor jeg skal være sur over, at Amalie og hendes mand Peter er i ALLE ugeblade efterhånden, eller hvorfor jeg skal være irriteret over at reality-programmer snart fylder hele sendefladen på ALLE tv-stationer. For jeg ser jo programmerne! Og jeg køber jo ugebladene for at få den seneste sladder og de kendte (og det er jo både dem, der er kendt fra realityprogrammer og dem, der er kendt på en anden baggrund). Hvis ikke jeg, og mange andre, så programmerne, købte ugebladene og deltog i programmerne (jeg har dog ikke mod på at deltage i programmerne... Sådan en bangebuks er jeg!), så ville der ikke være et eksistensgrundlag for disse programmer.

Så hurra for Amalie, Peter, Sidney Lee og alle de andre!!! Tak fordi I underholder os alle og nogle gange gør jer selv til grin på en måde vi andre ikke turde!