Tanken slog mig pludselig, da jeg lå god puttet ned under dynen med et ordentligt monster af en kærlighedsroman i poterne (4-i-1, special price for me! ;) ). For hvornår er det lige man møder ham der Marcus, eller hvad fyren i den aktuelle roman nu hedder??? Det er jo ikke sådan at jeg lige vupti! bliver væltet ned ad en trappe (vil jeg nu også helst være foruden!) af den underskønne, chippendales-lignende milliardær, som bare falder pladask for lille mig og min sarte skønhed (ja, som om!), gifter sig med mig for at redde mig fra min ondsindede fætter, der vil tage alt jeg ejer og har fra mig.
Nej, jeg bliver allerhøjst væltet omkuld af en fuld nordmand på et diskotek, mens han vifter med sit lyssværd og stopper penge ned i min kavalergang (sker faktisk forbavsende meget oftere end man lige skulle tro!). Og i den forbindelse overvejer jeg stadig om jeg skal tage den gavmilde nordmands tilnærmelser som et kompliment eller en fornærmelse (for prøvede manden ikke ligefrem at købe mig? Eller lignede jeg bare en, der kunne give en god lapdance den pågældende aften???)
Nej, jeg er sådan en kvinder, der møder mænd, der mere har brug for en mor end en kæreste/kone, mænd, der nedgør mit arbejde, mens han tror han kan charmere sig ind på mig og kalder mig prinsessen uden prins og kongerige, samt mænd, der ikke vil have noget seriøst forhold til mig, lige indtil han opdager, at jeg så ikke er interesseret i ham længere, for så mener han pludselig, at han har eneretten til min gunst! KORS!!! Er det så måske så mærkelig, at jeg har brug for at drømme om den "perfekte" mand???
Nå, men tilbage til kærlighedsromanernes farlighed...
For er jeg, og de andre kvinder der køber og læser denne slags skønlitteratur, ved at grave vores egen romantiske grav, når vi stiler efter den perfekte, mørke fremmede? Eller er det simpel adspredelse? Jeg er ikke helt overbevist... For på den ene side, så synes jeg da, at det ville være optimalt, hvis jeg kunne finde den rigtige "prins på den hvide hest", men omvendt så havde jeg, da jeg mødte min nu ekskæreste, i MANGE år læst MANGE kærlighedsromaner og selv skrevet en hel del, og det forhindrede mig, da ikke i at falde for ham, trods alle de punkter, hvorpå han IKKE var perfekt. Jeg er heller ikke perfekt og bliver det aldrig. Men jeg tror på en balance. Så grunden til at jeg nu er kold og kritisk, når jeg møder nye bejlere, tror jeg ikke er mit forbrug af kærlighedsromaner, men et simpelt ønske om IKKE at falde i nogle af de samme fælder, som dengang med min første kæreste.
I AM A POWERFUL WOMAN, HEAR ME ROAR!!! ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar