Effekten af sandhesserum

Jeg var til en fødselsdagsfest i går. Vældig hyggeligt, god mad og masser af vin. Sidst på aftenen er det kun mig, værtsparret (min bror og svigerinde) og en anden gæst... Lækker-måsen, har jeg døbt ham, da han er den perfekte klon af en smilende Jude Law, og jeg har lidt en svaghed for det smil. *suk*

Nå, men her sidder min svigerinde, Lækker-måsen og jeg inde i stuen og pludselig proklamerer hun: " Altså Stinne, jeg synes det er for dårligt, at du og Lækker-måsen (ja, det kalder hun ham naturligvis ikke, da det jo er mit "kælenavn", men ingen grund til at hænge den stakkels mand ud her på bloggen! :) ), ikke er blevet kærester!" Jeg må indrømme, at jeg i situationen blev en anelse paf... Specielt fordi min kære svigerinde, da jeg for et par år siden første gang luftede min interesse for hendes bedste ven og ungdomskæreste (ja, hun er stadig meget ung, men teenage-kæreste så!), ikke virkede sådan over-interesseret i at parre os op med hinanden, men der tog jeg vist fejl... Min søde svigerinde fortsætter med at udlevere os lidt overfor hinanden (læser du det her søde, så er det ikke skrevet i en ond mening, elsker dig, smukke!), ved at fortælle, hvordan vi åbenbart begge har sagt til hende, at vi fandt den anden tiltrækkende. Alt imens dette skete kunne jeg og Lækker-måsen, så sidde der og kigge akavet på hinanden, lidt småt usikre på, hvordan vi skulle reagere på de nyfundne sandheder... Haha, ja, man kan pludselig blive frygtelig overrasket til sådanne fester, når sandheds serumet (læs: alkohol) flyder! Må indrømme, at jeg ikke helt vidste om jeg skulle gribe chancen, eller... Stadig sådan lidt bange for at udlevere mig selv, hvis nu Lækker-måsen havde fortrudt sine tidligere udtalelser...

Ja... Intet sket endnu, men I'LL KEEP U POSTED! ;)

At arbejde i hjemmeplejen

De sidste par dage har jeg reflekteret lidt over skyggesiderne ved mit arbejde i sundhedsvæsenet (ja, for man kan sagtens reflektere selvom man er færdig med at være elev/studerende!). Man møder eneboere, som bor i huse så rådne og tilgroede, at man skal passe på ikke at ende meget ufrivilligt i kælderen, når man går igennem deres entre, og haven ser ud til at have slugt huset. Man møder gamle demente mennesker, der en gang var højtuddannede individer, med mand/kone og børn, men som nu tisser i hjørnerne, spiser potteplanterne og leder desperat efter forældre, der har været døde i over 20 år... Og så møder man ældre mennesker, der af systemet bliver behandlet som om de intet er værd. Jeg har været ude for at ringe til en praktiserende læge, for at få ham denne til at komme og tilse en af mine patienter, X, som ganske rigtigt var døende af lungekræft, men som nu var faldet ud af sengen og så ud som om hun havde været i nærkamp med Mike Tyson. Men det ville lægen ikke. Dennes kommentar til min opfordring var bare: " Men er X ikke terminal (døende) i forvejen?"



WHAT????






Så med andre ord, hvis man alligevel er på vej herfra, så skidt med at man gør det med hjernerystelse, blodansamlinger og eventuelle brud på diverse knogler. Sådan et menneskesyn synes jeg er meget tragisk, og jeg bryder mig bestemt ikke om, at jeg som repræsentant for sundhedsvæsenet også på en eller anden måde er repræsentant for denne tilgang til mine medmennesker. Jeg har altid fået opfattelsen af, at vi lever i et velfærdssamfund, men jeg er efterhånden ikke så sikker på, at det egentlig passer. Jeg har fuld forståelse for, at vi som samfund har brugt for mange penge, og at de nu skal betales tilbage. Og nej, jeg har ikke lige umiddelbart en løsning på problemet, men jeg synes det er trist at tænke på, at det måske kan være de mennesker, der har slidt for samfundet hele deres liv, samt de unge, der gerne skal blive samfundets fremtid, der i kraft af nedskæringer på uddannelsesområdet bliver taberne i det hele.

Jeg, en sur gammel dame på 28 år...

Jeg er blevet en sur gammel dame! Ja, sådan en, der sidder bag gardinerne og holder øje med nabolagets børn, løfter på stokken og med gnækkende stemme råber "lømler" efter dem, når de kaster med æbler fra gårdens træer eller kører lidt for hurtigt rundt på deres cykler. Indsigten kom til mig idag, da jeg flere gange stod ved persiennerne i stuen og lurede ned på naboens børn, der legede, efter mig smag, lidt for vildt og lidt for tæt på min scooter. Uden at kunne bevise de, ud over med indicierne, at jeg havde hørt den råbe nede i gården, mens jeg sov til middag (ja, endnu et tegn på min gammel-dame personlighed) og at jeg havde set dem kaste rundt med en plastflaske meget tæt på min scooter. Da de blev konfronteret afviste de naturligvis, at de havde siddet på eller overhovedet rørt min scooter "idag" (ja, for alle andre dage havde de?)... De blev sure og nægtede at undskylde, mens jeg halvt akavet og halvt små-surt, stod lidt på sidelinjen, mens deres mor skældte dem ud og sagde, at det IKKE måtte RØRE ved "damens scooter" (hvornår er man så lige blevet "damen"????) med FINGRENE, men kun KIGGE på den med ØJNENE... Kan nu godt lide lide moderens overtydelighed! Haha!!! Røre med fingrene og kigge med øjnene... Haha! Men... Essensen er stadig, at jeg gang på gang sidder bag persiennerne for at holde øje med børnene, for jeg stoler ikke på de små ADHD-ramte vildbasser!!!