Hmm... Bedst som jeg så havde overbevist mig selv om at det dét der med at møde en fyr gennem mine venner var totalt håbløs, ja hvad skete der så...? Jo, jeg blev inviteret til valgaften i anledning af folketingsvalget hos en venindes søster. De ville så lige invitere nogle flere venner. Alt i alt blev vi vist 9 personer til en middag bestående af røde majspandekager med rød kødfars (farvet med frugtfarve), rød peber, rød cheddar, tomater, rød salsa, rød vin, lollo rosso-salat, rød champagne m.v. Ja, temaet udelukker nok, at jeg fortæller hvilken blok jeg stemte på, ik? ;)
Nå, men ved ankomsten blev jeg så præsenteret for folk, heriblandt M, som påstod sig at være blevet trukket med mod sin vilje (den stakkels vildfarne rad stemte desuden på Venstre, så...). Jeg blev valgt til at dække bord og M hjalp mig. Af en eller anden grund havde min venindes søster sine tallerkner i klædeskabet i soveværelset... Ja, spørg mig ikke hvorfor. Men mens vi stod der i soveværelset blev jeg pludselig ramt af M's aftershave... Og det eneste jeg kunne tænke i min svimlende tilstand var; " Kors i hytten da, hvor dufter den mand da bare godt!!!" Ved bordet kom jeg til at sidde overfor M, som flittigt skænkede op til mig af Karl Marx-rødvinen. Han var dog så flink at først advare mig om, at han var en farlig bordherre (til hvilket jeg replicerede, at han jo teknisk set ikke sad ved siden af mig, men overfor mig...)! På et tidspunkt mens jeg sad og talte med hende, der sad til venstre for mig ved bordet opfanger jeg en blitz ud af øjenkrogen. Det er M der har taget et billede af mig, hvorefter han smiler til mig... Det var så ligesom første hint til, at der muligvis kunne være noget interesse fra hans side... Det fortsætter aftenen igennem, hvor jeg ofte opdager, at M sidder og kigger smilende på mig. Ikke bare venligt smilende, hvis jeg skal være helt ærlig. Næsten kærligt/forelsket smilende. Jeg ved naturligvis godt, at manden sandsynligvis ikke er faldet pladask for mig ved første øjekast, men jeg tillader mig at tro, at M om ikke andet så var noget interesseret i mig. Efter middagen hjælper jeg M og en af de andre (mandlige) gæster med at vaske op og ude i køkkenet snakker vi alle godt med hinanden. Jeg er sikkert også lidt flirtende i min konversation, da jeg mistænker at jeg ret ofte kan være det (eller i hvert fald opfattes som værende det, indtil jeg får kolde fødder og flygter... :D ). Bagefter sætter vi os alle i stuen for at følge med i optællingen af stemmerne, og M og jeg sætter os lidt væk fra de andre (for enden af sofaen på hver sin stol), og der bliver vi siddende og snakker indgående om interesser m.m, selvom de andre flere gange tilbyder at lave plads til os i sofaen. Jeg må indrømme, at jeg også flirter tilbage med blikke og ord. Vi snakker bl.a. dating.dk (og jeg får derved på behændig vis lige flikket ind, at jeg jo er single (hvilket M også er)). Da jeg var ved at gøre mig klar til at tage hjem skulle M lige på toilettet, hvilket man skal ind i soveværelset for at komme ind på (og mit tøj ligger på sengen derinde). M stoppede i døren og kiggede på mig og spurgte om jeg skulle til at hjem, hvilket jeg jo måtte medgive var planen. Klokken var over midnat og jeg havde et vækkeur, der skulle ringe ved halv seks-tiden dagen efter. M stod nærmest tøvende i døråbningen ud til toilettet, og jeg fik næsten lyst til at sige, at jeg nok skulle vente med at gå til han var færdig. Men måske kunne han se, at han godt kunne nå det med alt det tøj jeg skulle have på for at cykler hjem, for han endte da med at gå på toilettet. Da jeg stod og skulle til at gå efter at have krammet min veninde farvel stod M atter og så på mig... Jeg fik en pludselig indskydelse og gav ham derfor hånden til et lidt pjanket farvel. Bagefter indså jeg, at det nu så mærkeligt ud, at jeg ikke havde sagt farvel til de andre i selskabet, så jeg måtte tilbage og give dem hånden (og min venindes søster en krammer). Da jeg cyklede hjem lo jeg ad mig selv og min opgivenhed overfor at møde en fyr gennem venner. Det er ikke sikkert at det her bliver til noget. Men bare det at opleve, at det da kunne være en mulighed er da dejligt! :) Og p.s. jeg fik ham da lige fundet og gjort til ven på Facebook, så... ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar