Kender I det dér med, at det hele virker for godt til at være sandt? At alting bare flasker sig? Nej, vel? :D
Jeg tør ikke rigtig tro på det...
Min karriere virker til at gå nogenlunde som jeg ønsker; er lige blevet valgt til TR-suppleant på min arbejdsplads.
Kæresten har endnu ikke vist nogle sådan virkelig uforlignelige sider af sig selv. Kan ikke rigtig tro at jeg endelig har mødt "the one" "My missing piece"... (Ja, rolig nu M, for ved du læser min blog... :D ) Han er bare så sød og kærlig. Og han vil gerne bo sammen med mig... Skræmmende nok to måneder henne i forholdet, men omvendt føles det ikke som om det kun er to måneder siden vi blev kærester. Det føles som om det er år siden. Som om vi altid har været sammen, eller måske er det bare fordi det er meningen. Men rolig nu, lider ikke af den vrangforestilling, at et velfungerende forhold ikke også kræver arbejde. Hvor meget man så end passer sammen og elsker hinanden. Men det er da en god grobund at arbejde ud fra! :)
Ja, så efter kun lidt mere end to måneders forhold sendte M sin opsigelse af sin egen lejlighed. Nu er det snart officielt... Vi skal simpelthen bo under samme tag. Sådan mere rigtigt end vi allerede gør. Og i løbet af det næste års tid finder vi forhåbentlig et hus med mere plads. For efter at have boet her alene på min 76 m2 fordelt på to værelser, så synes jeg det er lidt svært at der skal være plads til to mennesker og en ballade-kat. Og det er jo som sagt ikke fordi jeg ikke elsker M. Men det kunne være rart med et par værelser til. Sådan at der er plads til overnattende gæster og hver vores hobby. Men vi kommer nok til at skulle leve med hinanden på mine 76 m2 et stykke tid først. Og der kommer til at være gnidninger.
For at understrege dette, så har vi da allerede haft et par skænderier. Sjovt nok begge gange over opvasken. Måske det er derfor M insisterer på at vi skal have en opvaskemaskine. Jeg er dog ikke uenig i det synspunkt. Sommetider (nogle gange det meste af tiden) er det med opvask godt nok det kedeligste i hele verden. Jeg ville ofte ønske, at min opvask ville vaske sig selv af. Måske det er derfor det er så vigtigt for mig, at den bliver taget i fællesskab, så vidt er muligt. Måske er det bare fordi jeg en en kontrol-freak.
I dag måtte jeg også indrømme (selvom jeg nu nok er sikker på, at M allerede ved det), at jeg er et værre rodehoved. Underligt nok, så har jeg det bare ufatteligt svært med andres rod. Specielt hvis andres rod ligger i min lejlighed, eller på anden måde på det sted, som jeg føler er mine enemærker. Det provokerer mig, når alt ikke bliver taget af bordet efter vi har spist. Eller når jeg føler, at det er mig, der altid laver morgenmad eller aftensmad. Måske gør jeg det automatisk. Morgenmad kan jeg faktisk ikke huske jeg er blevet bedt om at lave. Jeg gør det bare fordi jeg selv er sulten, og jeg synes det er uforskammet, hvis jeg ikke også laver det til M. Bagefter irriterer det mig, når han ikke bærer ud af bordet. Jeg ved godt at jeg ikke dør af at der står ting tilbage på spisebordet, men jeg føler, at når jeg har lavet maden, så er det mindste man kan forlange vel, at han i det mindste bare HJÆLPER med at bære ud. Og efter at have boet sammen men en person en gang, som tørrede bordet af hele tiden, så synes jeg det er mærkeligt nu at bo sammen med en, der er fuldkommen ligeglad med, at bordet er fuld af en hel uges krummer...
Men det er jo mine behov, at opvasken skal tages nu, at der skal tages ud af bordet, at bordet skal tørres af... Etc. og det er jo nok ikke helt fair, at jeg trækker det ned over hovedet på ham... Omvendt skal man vel begge gå på kompromis i et forhold???
Men M er rigtigt god til at gøre andre ting, som jeg godt kan lide. Han vasker tøj, vasker op på dage, hvor han går hjemme, mens jeg er på arbejde, reder sengen... Han ringer minimum én gang hver dag, når vi ikke er sammen... Han holder om mig om natten... Han tager sig af mig, når jeg er syg og hjælper mig med de ting jeg beder ham om (selvom det er i hans egen takt, hvilket jo naturligvis irriterer kontrol-freaken i mig! :D )
Så ja, jeg ved godt, at jeg skal give slip på kontrollen (eller noget af den i hvert fald)... Og nyde alle de gode ting han gør for mig! :)
