Med bankende hjerte og sommerfugle i maven...

Min søde mormor syntes at jeg nu havde været single længe nok og sponserede derfor et plusmedlemsskab på Dating.dk. Meget sødt af mormor, som på sin helt egen måde er MEGET moderne. Der var over 200 interesserede i min profil, fandt jeg ud af da jeg åbnede den... Men nu har jeg også haft den dvalende profil derinde i godt 2 år... Tror det til at starte med var en slags modreaktion på, at jeg efter at have leget "hausfrau" og mor til to store børn, der ikke var mine, men som jeg alligevel var tvunget til at forholde mig til på sådan rimelig fast basis, i godt 4½ år nu var blevet dumpet af min gamle (14 år ældre) svenske forlovede, som skulle "finde sig selv". Det tog ca. 2 dage og så viste det sig, at det er noget man gør ved at finde en ny dame... Øv øv... Derfor var jeg nok ikke helt klar til at kaste mig ud i noget nyt igen helt med det samme. Senere har det så nok også vist sig, at de børn jeg blev "påtvunget" i forholdet, faktisk var noget af det bedste jeg tog med mig fra det forhold. Dem ser jeg nemlig stadig den dag i dag og har jævnligt kontakt med dem over facebook og sms.

Men hvad er der så sket siden jeg kastede mig mere aktivt ud i dating-verdenen igen? Samme aften som jeg aktiverede min profil mødte jeg en fyr... Først var han bare en blandt flere jeg skrev sammen med. Men jeg tror han var den eneste af dem jeg kiggede på, som JEG faktisk var den første til at skrive til. Altså, det var ikke ham, der tog kontakt til mig, men omvendt. Og hvad værre er... Han har et barn! Noget jeg vildt har forsvoret jeg ville gå efter igen! Men det var hans barn, der gjorde mig blød i knæene og jo mere jeg skrev til han, jo mere blev jeg varm om hjertet af hans breve. Ham er det aldrig svært at skrive til. Det falder så naturligt hvad vi skriver til hinanden... Som om vi har kendt hinanden i årevis. Jeg kigger i min e-mail indbakke og blandt sms'erne på telefonen en milliard gange dagligt, for at se om han har skrevet. Jeg tænker mig til hans arme omkring mig, når jeg går i seng og bliver glad hver gang han skriver... Og han har det tilsyneladende på samme måde... Det skriver han i hvert fald. Jeg tør næsten ikke tro på at det er sandt; har lyst til at knibe mig selv i armen... Håber, håber HÅBER, at jeg ikke vågner af denne drøm! Hver gang jeg sender en besked venter jeg med længsel på at høre fra ham igen og vender hvert ord i min hjerne... Har jeg mon skrevet noget forkert, er jeg for frembrusende??? Typisk mig! Jeg overanalyserer altid det hele... :)

Men her jeg pludselig... Fuld af gode forhåbninger og sommerfugle i maven! :) OG DET ER DA DEJLIGT!!!