Der var en gang en, der sagde: "Moral er godt, men dobbelt moral er DOBBELT så godt!" Jeg kan nu forstå, hvad det handler om. Jeg har i mit liv mødt nogle mennesker, der lever efter denne sætning. Andre må ikke sige eller gøre noget, have en bestemt mening eller tøjstil. Men man glemmer at se på, hvad man selv gør, siger eller bærer. At feje for sin egen dør, som man siger. Jeg prøver at huske mig selv på, at jeg ikke er perfekt. At jeg også laver fejl. Det at blogge kan ses som en slags offentlig dagbog. Sådan tror jeg selv jeg nogle gange ser det. Men i dette informationssamfund, med den alvidende Google-søgemaskine, skal man selvfølgelig også huske, at det man skriver, også kan læses af andre. Jeg skilter ikke med, at jeg har mine blogs. Kun mennesker jeg kender, dvs. venner og familie, kender til den. Derfor kender tidligere venner den også. Men, hvis de ikke vil vide, hvad jeg mener, må de vel lade være med at læse min blog? Modsat andre, har jeg endnu ikke, i hvert fald så vidt jeg husker, linket til et indlæg på min facebook-profil. Min blog er min ventil. Dem, der læser det jeg skriver gør det af egen fri vilje. Jeg har ikke tvunget nogen til at læse det jeg skriver. Og mine indlæg er, sådan som jeg ser det, på ingen måde mere hadefulde end andres. Men nogle indlæg har stødt folk. Og ja, jeg har også på et tidspunkt brugt min blog til at sende et budskab. Hvorfor? Fordi modtagerne af dette budskab ikke ønskede at gå i dialog med mig på andre måder og JEG havde et behov for at fortælle dem, hvad jeg mente om hele denne situation, som de havde bragt dem selv og andre i. Var det forkert? Det er der nok nogle, der synes. Men gør vi det ikke alle? Skælder ud, råber, skriger og stamper i gulvet. Nogle gør det på Facebook. Nogle på deres blog. Og nogle begge steder, eller et helt tredje sted. Men som jeg tidligere har skrevet på min intro til bloggen her, så er denne blog til, for at jeg kan smide mine tanker og meninger råt og usødet. Og dem, der frivilligt bevæger sig herind og læser indlæggene, eller dem, der havner her, fordi de bliver henvist af google, må så take it or leave it. Hvis de ikke kan tåle det, de ser, så må de vel klikke videre ud i cyberspace?
Forleden fik jeg en "sjov" kommentar på et tidligere blogindlæg. Mere end 14 dage efter det blev skrevet. Morsomt. Specielt fordi jeg ikke et øjeblik tror på, at det var første gang vedkommende læste det indlæg. Og da det ikke blev sendt anonymt, men mere som en direkte henvisning til personens egen blog, kan jeg kun tro, at tanken var, at jeg skulle blive irriteret og kigge på hendes blog. Sådan kan jeg kun tolke det. For det første kunne jeg nu godt have gættet, hvem, der sendte kommentaren, selv hvis den havde været anonym. Men naturligvis klikkede jeg på navnet og kom som ventet til personens blog. Med billeder af hende og familien. BIG surprise! *griner* For det meste kan jeg kun grine af det. Jeg gider ikke spilde min tid på at irritere mig over det hun skriver. Men kommentaren blev slettet, selvom jeg havde mange gode gensvar parat. Men hun skal ikke være en del af mit liv og dermed heller ikke en del af min blog. I hvert fald ikke på hendes præmisser. Men det betyder ikke, at jeg kan lægge alle følelser væk. Jeg vil bare have lov til selv at bestemme, hvornår hadet til hende skal skinne igennem. Jeg er ikke noget hadefuldt menneske og jeg afskyr konflikter. Men hvor er det SKØNT at have et menneske, som jeg en gang i mellem kan finde frem og kaste en masse vrede efter. Det er dejligt, at kunne dyrke den side af mig selv også. Når jeg vil. Og jeg gider ikke at konsekvent læse denne persons blog for at lede efter noget at irritere mig over og kommentere på hendes indlæg. For når jeg tænker mig om, så virker det jo fuldstændig absurd, at en person, der betyder så lidt for mig, skal kunne sige noget betydningsfuldt om mig. Min fjendes ord har ikke mere betydning end hvad jeg tillægger dem. Og det er spild af god energi at genoptage den negative ping-pong...
...Mit liv er heldigvis fuldt af dejlige mennesker!
Lots of LOVE!!! *hugz and kisses*
